Beskrivelse
Théophile Brut bygger på den klassiske Champagne-trio: Pinot Noir, Chardonnay og Pinot Meunier i lige dele. Pinot Noir og Chardonnay kommer fra Louis Roederers yngre vinstokke, mens Pinot Meunier hentes fra faste leverandører i Vallée de la Marne og vest for Montagne de Reims. Resultatet er en Champagne, hvor friskhed og finesse får selskab af en mere cremet og afrundet tekstur.
Blendets karakter bliver yderligere løftet af omkring 30 % reservevine fra ældre årgange. Théophile består af fire forskellige årgange og gennemgår en delvis malolaktisk gæring, inden andengæringen på flaske giver vinen mindst to års modning. Efter degorgeringen får den yderligere seks måneder i kælderen.
I glasset mødes de fine bobler af en frisk og aromatisk duft med lindeblomst, tjørneblomst og fersken. Smagen har en blød og cremet fylde, men bevarer samtidig den livlige friskhed, som gør Champagne så velegnet til mad. Et klassisk strejf af friskbagt rugbrød tilfører dybde og gør udtrykket mere gastronomisk.
Théophile Brut fungerer naturligt som aperitif, men dens struktur og fylde gør den lige så oplagt ved middagsbordet. Servér den til fjerkræ, fisk og skaldyr, hvor den fine syre og cremede tekstur kan spille sammen med både delikate og mere fyldige retter.

